Klar, resultat og tilbageløb
UnityHub holder øje med kvaliteten på en udviklingsplan tre steder:
| Hvornår | Hvad | Hvem |
|---|---|---|
| Før opgaven startes | Klar – er formål og resultatmål gode nok? | Produktejeren |
| Når opgaven er færdig | Resultat godkendt – er resultatmålet nået? | Produktejeren |
| Efter release | Tilbageløb – kommer der fejl tilbage fra opgaven? | Måles automatisk |
Siden her forklarer, hvordan de tre hænger sammen, hvad der sker, når et resultat afvises, og hvordan du læser kortet Tilbageløb på planen.
Oprettet → Klar → I gang → Færdig → Afventer godkendelse → Resultat godkendt → release
↑ │ │
└── Afvis…: tilbage ────┘ │
(intern omkørsel) │
fejl fundet efter release
= tilbageløb på planen
Hvem godkender?
Det er altid produktejeren på planen, der godkender – både Klar og resultatet. Har planen ingen produktejer, kan en site manager godkende.
Ingen kan godkende en opgave, de selv er ansvarlig for. Undtagelsen er produktejeren: er produktejeren selv ansvarlig, godkendes opgaven automatisk.
| Ansvarlig på opgaven | Klar | Resultat |
|---|---|---|
| Produktejeren selv | Godkendes automatisk, når opgaven gemmes | Godkendes automatisk, når opgaven sættes Færdig |
| En anden | Produktejeren trykker Godkend som klar | Produktejeren trykker Godkend resultat eller Afvis… |
:::tip Hvorfor ser jeg ingen knapper? Er du både produktejer og ansvarlig, er der intet at tage stilling til – opgaven er godkendt i samme øjeblik, du sætter den Færdig. I kolonnen Klar står der så straks Resultat godkendt · FBS 20-10. Knapperne Godkend resultat og Afvis… vises kun ved opgaver, hvor en anden er ansvarlig. :::
Klar – før opgaven startes
Produktejeren læser Formål og Resultatmål og trykker Godkend som klar, når de er gode nok. Først da kan opgaven sættes I gang.
Kolonnen Klar på planen viser, hvor opgaven er:
| Klar-kolonnen viser | Betyder |
|---|---|
| Ikke klar | Formål og resultatmål er ikke godkendt endnu |
| Klar · FBS 20-10 | Godkendt som klar – af hvem og hvornår |
| Startet uden godkendelse | En site manager har startet den i en nødsituation, eller det er en Kritisk fejl |
| Afventer godkendelse af resultat | Opgaven er Færdig og venter på produktejeren |
| Resultat godkendt · FBS 20-10 | Resultatet er godkendt – af hvem og hvornår |
Ændrer nogen formål eller resultatmål, falder Klar-godkendelsen bort, og opgaven skal godkendes igen. Se også Udviklingsplaner.
Resultat – når opgaven er færdig
Trin for trin
- Den ansvarlige sætter opgaven Færdig, når resultatmålet er nået.
- På planen står der nu Afventer godkendelse af resultat i kolonnen Klar, og ved siden af står knapperne Godkend resultat og Afvis…. Overskriften over opgaverne viser f.eks. · 1 afventer godkendelse af resultat.
- Produktejeren sammenligner resultatet med Resultatmål og vælger:
- Godkend resultat – opgaven er færdig. Kolonnen viser Resultat godkendt · FBS 20-10.
- Afvis… – skriv kort, hvad der mangler. Kommentaren skal udfyldes.
Knapperne findes tre steder: på planen, når opgaven åbnes under Opgaver, og på opgaven i mobilvisningen.
Det sker, når et resultat afvises
| Efter Afvis… | |
|---|---|
| Status | Opgaven sættes tilbage til I gang, så den ansvarlige kan arbejde videre |
| Kommentar | Vises som et gult banner, når du folder opgaven ud på planen: Resultat afvist 20-10 af Flemming Svanholm: …. Den gemmes også som note på opgaven |
| Klar | Bliver stående. Afvisningen handler om resultatet – ikke om formål og resultatmål |
| Periode | Er opgaven ikke i en åben periode, lægges den i den aktive periode og markeres tilføjet undervejs. Er der ingen aktiv periode, sker der intet her |
| Intern omkørsel | Tæller én op på kortet Tilbageløb – se nedenfor |
Næste runde
- Den ansvarlige retter det, kommentaren peger på, og sætter opgaven Færdig igen.
- Opgaven står igen som Afventer godkendelse af resultat.
- Produktejeren godkender – så forsvinder banneret – eller afviser igen.
Hver afvisning tæller. Afvises den samme opgave to gange, tæller den 2 i Intern omkørsel. Tallet går aldrig ned igen – heller ikke når resultatet til sidst godkendes. Det er historikken, der er pointen.
Når en godkendelse falder bort
Et godkendt resultat skal godkendes igen, når:
- opgaven sættes tilbage fra Færdig – f.eks. til I gang,
- Resultatmål ændres, eller
- opgaven flyttes til en anden plan eller en Case.
Sætter du selv en opgave tilbage til I gang, tæller det ikke som et afvist resultat. Kun Afvis… tæller.
Kan et godkendt resultat afvises bagefter?
Nej. Når resultatet er godkendt, er opgaven leveret. Viser der sig en fejl senere, oprettes den som en opgave af typen Fejl med Stammer fra sat til opgavens nummer. Så tæller den som tilbageløb – og det er netop det, tallet skal vise: fejl, der slap igennem godkendelsen.
I perioden og på planen
- En opgave, der afventer godkendelse, tæller som færdig i perioden, men er markeret afventer godkendelse. Når perioden lukkes, viser flisen Færdige også · n afventer godkendelse af resultat.
- Opgaver, der afventer godkendelse, vises altid på planen – også når Vis færdige er slået fra. Under listen står, hvor mange færdige opgaver der er skjult, og hvor mange timer der er brugt på dem.
Tilbageløb og intern omkørsel
Kortet Tilbageløb på planen skelner mellem to slags omkørsel:
| Intern omkørsel | Tilbageløb | |
|---|---|---|
| Hvad | Fejl og mangler, I selv fangede før release | Fejl, der kom tilbage efter release |
| Tælles af | Afviste resultater + fejl med Fundet = I test | Fejl med Fundet = Efter release |
| Betyder | Kvalitetssikringen virker – fejlene blev fanget i tide | Noget slap igennem – det er dyrt og synligt for kunden |
| I tilbageløbsgraden | Nej | Ja |
Sådan læses kortet – et eksempel
Planen Udvidet opgavestyring har brugt 7 t. Kortet viser:
- Tilbageløb: 1 fejl · 1 t – 14,3 % af brugt. Én fejl fundet efter release (#5), der stammer fra opgave #4. Der er brugt 1 t på den. 1 t ÷ 7 t = 14,3 %, og det er over grænsen for rød (12 %) – derfor er flisen rød.
- Intern omkørsel: 1 · 2. Det første tal er afviste resultater (#4 er afvist én gang). Det andet er fejl fundet i test (#6 og #7).
- Listen viser fejlene efter release med Alvorlighed, Stammer fra, Rettes i (planen eller den Case, hvor fejlen rettes – klik for at åbne), status og brugte timer.
Tilbageløbsgrad = timer på fejl fundet efter release, der stammer fra planen ÷ timer brugt på planen
Farverne
| Farve | Når |
|---|---|
| Grøn | Ingen fejl efter release |
| Gul | Tilbageløbsgraden er nået grænsen for gul (standard 7 %) – eller der er fejl, men endnu ingen timer brugt på planen |
| Rød | Tilbageløbsgraden er nået grænsen for rød (standard 12 %) |
Grænserne sættes af en administrator under Integrationsindstillinger på rækken Udviklingsplaner.
Hvor tæller fejlen – og hvor tæller timerne?
- Fejlen tæller på den plan, den stammer fra – også når den rettes på en anden plan, f.eks. en fast plan Fejlrettelser, eller på en Case.
- Timerne bliver stående der, hvor de er registreret. De trækker af budgettet på den plan eller Case, hvor fejlen rettes – men indgår i tilbageløbsgraden på den plan, fejlen stammer fra.
Så kan en plan se fin ud på budgettet og alligevel have et højt tilbageløb – fordi regningen for fejlene havnede et andet sted.
Hvem ser det?
Kun site managers og planens produktejer ser kortet Tilbageløb, og kun i timer – ikke i kroner. Andre brugere ser planen uden kortet.
På tværs af planer
Under Udviklingsplaner skifter du mellem Planer og Tilbageløb øverst. Tilbageløb viser tallene pr. produktversion – med en samlet tilbageløbsgrad – og derunder pr. plan. Når du skifter, vises alle planer, også de afsluttede, for det er dér, tilbageløbet kommer. Klik på en plan for at åbne den.
Brug tallene
Tallene er tænkt som udgangspunkt for jeres retrospective – ikke som en karakter til den enkelte:
- Mange afviste resultater: er resultatmålene klare nok, før opgaven godkendes som Klar?
- Mange fejl fundet i test: testen virker – men kan noget fanges tidligere?
- Højt tilbageløb: hvad slap igennem, og hvorfor? Se på Stammer fra – er det de samme typer opgaver, der går igen?
Spørgsmål og svar
Jeg kan ikke se Godkend resultat og Afvis…. Knapperne vises kun når:
- opgaven er Færdig og ikke allerede godkendt,
- opgaven ligger på en udviklingsplan,
- du er produktejer på planen (eller site manager, når planen ingen produktejer har), og
- en anden end du er ansvarlig – er du selv ansvarlig og produktejer, er resultatet allerede godkendt automatisk.
Jeg er selv ansvarlig – hvordan får jeg en afvisning registreret? Det kan du ikke – man kan ikke afvise sit eget arbejde. Skal en anden tage stilling, så sæt en anden som Ansvarlig, før opgaven sættes Færdig.
Kan antallet af afviste resultater rettes? Nej. Det tælles automatisk ved hver Afvis… og går aldrig ned. Afvisninger fra før tilbageløb blev indført, står kun som noter på opgaverne.
Opgaven er afvist, men står stadig som Klar. Det er rigtigt. Klar handler om, at formål og resultatmål er i orden. Afvisningen handler om, at resultatet ikke nåede målet.
Godkendelsen er forsvundet. Opgaven er sat tilbage fra Færdig, resultatmålet er ændret, eller opgaven er flyttet. Så skal den godkendes igen.
Min fejl står ikke under Tilbageløb. Tjek Fundet: står den til I test, tæller den under Intern omkørsel. Tjek også Stammer fra: fejlen tæller på den plan, den stammer fra – ikke nødvendigvis den plan, du kigger på.
Hvorfor er Tilbageløb rødt, når der kun er én fejl? Det er forholdet, der tæller. På en lille plan med 7 brugte timer er 1 time på en fejl 14,3 %. Efterhånden som der bruges flere timer på planen, falder graden – medmindre der kommer flere fejl.